Guide: Tag dig godt af din hund i julen

Guide: Tag dig godt af din hund i julen

Din hund kan ikke glæde sig til jul ligesom os. Og den ville med stor sandsynlighed heller ikke gøre det, hvis den kunne. Julen og nytåret kan være en meget stressende tid for vores hunde, og derfor er det vigtigt at tage sine forholdsregler, når tingene pludselig er anderledes, end de plejer at være.

Vi har derfor lavet en lille guide, du kan bruge som tjekliste, før du byder julen og nytåret indenfor.

Julemad

Det er utrolig fristende at stikke hunden lidt rester fra julebordet, men det er en dårlig idé. Julemad er ikke hundemad, og nødder, fedtholdig mad, chokolade, rosiner og tilberedte fugleben er decideret farligt for vores kæledyr, og ingen ønsker, at sygdom skal ødelægge julestemningen.

Juletræ

Har du anskaffet dig et juletræ, skal du være opmærksom på nogle ting, når du har hund i hjemmet:

  • Træet kan vælte ned over hunden og skræmme den fra vid og sans, så sæt det et fornuftigt sted, og fastgør det sikkert.
  • Hæng kun hundesikker pynt på de nederste grene, og tænd kun de levende lys, når du selv er til stede i rummet. Hæng julekuglerne øverst, og pas på med lyskæder, som kan være fristende at bide i og meget farlige for hundens mund, hvis den bider hul.
  • Sørg for, at din hund ikke drikker af vandet i juletræsfoden.

Nissehuer

Nissehuer og nytårshatte er kun for mennesker. Din hund forstår ikke det sjove i det, selvom det ser sødt ud, og faktisk kan de blive både bange og flove, når vi reagerer anderledes på dem, end vi plejer.

Aktive juledage

Julen er en rigtig indetid, men den er også en god anledning for dig og din hund til at lave noget aktivt sammen. Gå nogle gode ture, når vejret er til det, og kast en bold rundt i haven. Du kan også gemme din hunds foder, når det er spisetid, og lade den snuse sig frem til det – det vil den med garanti elske.

Gæster

Når familie og venner stimler sammen hen over julen og nytåret, er det vigtigt, at din hund har et sted, hvor den kan trække sig tilbage. Sæt for eksempel dens kurv i et rum, hvor gæsterne ikke kommer. Når festen er slut, og gæsterne er ude af døren, kan du med fordel give din hund lidt ekstra opmærksomhed i dagene efter.

Nytårsaften

Langt de fleste hunde bliver bange, når fyrværkeriet starter. Heldigvis kan du gøre meget for at hjælpe din hund gennem aftenen:

  • Rul gardinerne ned, så du skåner din hund for lysglimt. Nogle vælger at forberede den ved at vise film af fyrværkeri, men det kræver, at du tidligt ude – det vil sige mindst tre måneder før nytårsaften.
  • Luft din hund grundigt om eftermiddagen, så den ikke behøver udenfor, når fyrværkeriet starter. Det er generelt en god idé at give dit kæledyr godt med motion både dagen inden og på selve nytårsaftensdag.
  • Din egen opførsel smitter af på din hund, så tal muntert til den og vær afslappet.
  • Lad aldrig din hund være alene hjemme nytårsaften. Du risikerer at ende op med en angst hund, der aldrig vil kunne være alene hjemme igen.
Boehringer Ingelheim Animal Health Nordics | Weidekampsgade 14 | DK-2300 København S | Data Privacy