HJEMMELAVEDE JULEKIKS TIL DIN BEDSTE VEN

Hjemmelavede julekiks til din bedste ven

Flæskesteg, klejner, andesteg og pebernødder. Julen er forbundet med mange dejlige dufte, og din hunds snude opfanger dem alle. Men det er en dårlig idé at lade den smage, for julemad er ikke for hundemaver. I stedet skulle du prøve denne opskrift, der med garanti får din hund i julestemning.

Opskrift på hjemmelavede, glutenfrie hundekiks med kokos, æble og kanel

(Opskriften giver ca. 10 stk.)

Ingredienser

  • 70 g kokosmel
  • 1 æg
  • 3 tsk. kokosolie
  • 1 knsp. kanel
  • 1 æble (revet)
  • Udstikker eller et lille rundt glas

Sådan gør du:
Forvarm ovnen til 180 °C (170 °C varmluft)

  • Smelt kokosolien og lad den afkøle en smule. Riv imens æblet. Rør ægget ud i en skål, og tilsæt efterfølgende kokosolien og æblet, hvorefter det røres godt sammen.
  • Tilsæt kanel til den våde masse og tilsæt kokosmelet lidt ad gangen under omrøring.
  • Massen røres indtil den bliver homogen som en dej – den vil være til den tørre side
  • Drys køkkenbordet med kokosmel, og tryk eller rul dejen ud til den er ca. 1 cm. tyk
  • Udstik dejen i ønsket form
  • Læg forsigtigt kiksene over på en bageplade beklædt med bagepapir
  • Bag kiksene 10-15 min i ovnen og lad dem efterfølgende afkøle helt
  • Når de er afkølet helt, kan din hund få en smagsprøve og resten opbevares i en lufttæt beholder.

God bagelyst og rigtig glædelig jul.

Boehringer Ingelheim Animal Health Nordics | Weidekampsgade 14 | DK-2300 København S | Data Privacy